Budgettet for Det Europæiske Råd og Rådet
Sektion II i EU's almindelige budget omfatter budgettet for Det Europæiske Råd og Rådet i en fælles budgetstruktur.
Budgettet for Det Europæiske Råd og Rådet for 2013 er på 535,5 mio. EUR, hvilket svarer til en stigning på 1,5 mio. EUR eller 0,3 % i forhold til 2012.
- Budgettet for Det Europæiske Råd og Rådet for 2013 omfatter bevillinger til omkring 3150 tjenestemænd svarende til 60 % af budgettet.
- Rådet afholder over 4500 officielle møder om året. De direkte udgifter til disse møder (f.eks. delegationernes rejseudgifter og udgifter til tolkning) udgør 22 % af det samlede budget.
- Udgifterne til bygninger og infrastruktur udgør 8 %, og udgifterne til databehandling, udstyr og inventar udgør andre 8 %.
I 2013 udgør sektion II omkring 0,4 % af EU's budget. Det svarer til ca. 6 % af alle EU-institutionernes samlede administrationsudgifter.
Opstillingen af budgettet for Det Europæiske Råd og Rådet påbegyndes i januar med en fastlæggelse af målene og forslagene til de ressourcer, der er nødvendige i det kommende år. På grundlag heraf udarbejdes Det Europæiske Råds og Rådets "overslag over indtægter og udgifter", der forelægges for Rådet, hvorefter det indarbejdes i Kommissionens budgetforslag.
Rådet og Europa-Parlamentet skal nå frem til en fælles holdning til det følgende års EU-budget i Forligsudvalget medio november. Herefter formaliserer Europa-Parlamentet og Rådet resultatet hurtigst muligt i henhold til deres interne procedurer.