Anvendelsen af sprogordningen i Det Europæiske Råd og Rådet
Det Europæiske Råd og Rådet anvender konsekvent den fælles sprogordning for EU's institutioner.
Under Det Europæiske Råds og Rådets drøftelser udtrykker medlemsstaternes repræsentanter (dvs. i Rådet ministrene og i Det Europæiske Råd stats- eller regeringscheferne) sig på deres eget sprog, og tolkene fra Europa-Kommissionens Generaldirektoratet for Tolkning (tidligere SCIC) sikrer en velfungerende mundtlig kommunikation på tværs af sprogene.
Det Europæiske Råd og Rådet baserer deres drøftelser på dokumenter, som de får forelagt på alle officielle sprog og arbejdssprog. Alle sprogudgaver har samme juridiske og politiske værdi. Retsakter, der er vedtaget af Det Europæiske Råd og Rådet, samt traktaterne og alle de tekster, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, er gratis tilgængelige på alle de officielle sprog i den interinstitutionelle database Eur-Lex.
Med hensyn til kommunikationen med borgerne lægger Det Europæiske Råd og Rådet altid vægt på at anvende princippet om flersprogethed i videst muligt omfang. Ifølge traktaten kan enhver EU-borger - ligesom enhver EU-institution eller ethvert EU-organ - skrive til Det Europæiske Råd eller Rådet på et af de officielle sprog og modtage et svar affattet på samme sprog.
Af praktiske årsager har flersprogetheden i Det Europæiske Råd og Rådet dog altid haft sine begrænsninger. I forbindelse med den interne kommunikation i institutionerne, hvor alle tjenestemænd og andre ansatte formodes at kende to EU-sprog ud over deres modersmål, anvendes de sprog, som der er mest udbredt kendskab til; det samme gælder i forbindelse med drøftelser mellem eksperter eller embedsmænd fra medlemsstaterne, der generelt også har kendskab til mindst ét fremmedsprog. Disse begrænsninger skyldes både praktiske og budgetmæssige hensyn, idet de gør det muligt at begrænse driftsudgifterne.